Har Ole Andersen og Michael Pram Rasmussen m.fl. dét der skal til for at bane vejen for flere kvindelige topledere i dansk erhvervsliv?

I en artikel i The Wall Street Journal i september 2016, pegede CEO i McKinsey, Dominic Barton, på en række faktorer, der forhindrer, at virksomhederne får succes med at fremme flere kvinder i ledelser. Blandt synderne var manglen på ”courageous leadership” og ”fresh bold thinking”.

Jeg mener, at han rammer hovedet på sømmet. Progressive og modige erhvervsledere er nøglen til den forandringsproces som er nødvendig, hvis vi skal se flere kvinder repræsenteret i toppen af dansk erhvervsliv. Den øverste ledelse skal turde stå i spidsen, ikke kun for strategiske tilpasninger i organisationen, men også for en ny corporate culture, hvor mangfoldighed og rummelighed indgår som integrerede dele i virksomhedens overordnede identitet.

Har vi de erhvervsledere i Danmark? Jeg er selv i tvivl. De fleste direktører og bestyrelsesformænd i Danmark er en del af en generation der er formet og skabt af en virksomhedskultur fra det sidste århundrede, hvor det var selvskrevet, at virksomhedens ”unge håb” var en energisk, ung mand i hvid skjorte og slips, der kunne arbejde til klokken seks, hver dag, alt imens konen havde styr på hjemmefronten.

Som en pensioneret, kvindelige ingeniør, der havde arbejdet i FLSmidth i hele sit liv, åbenhjerteligt tilstod over for mig på en generalforsamling i FLSmidth: ”Det var altid de unge mænd der blev promoveret til lederstillingerne…… Jeg ønskede selv at blive leder, men jeg blev aldrig spurgt.” Sådan var virksomhedskulturen dengang. At dømme ud fra FLSmidths nuværende sammensætning i direktionen, hvor der kun er én kvinde repræsenteret (ud af 7), kunne man frygte, at der ikke er sket de store fremskridt.

De fleste direktører og bestyrelsesformænd i Danmark er en del af en generation der er formet og skabt af en virksomhedskultur fra det sidste århundrede, hvor det var selvskrevet, at virksomhedens ”unge håb” var en energisk, ung mand i hvid skjorte og slips, der kunne arbejde til klokken seks, hver dag, alt imens konen havde styr på hjemmefronten.

Nu er de unge mænd blevet voksne. Nogle af dem er blevet topledere og bestyrelsesformænd. Er det dem der nu skal være de visionære baneførere for en ny type inkluderende og mangfoldig virksomhedsledelse? I realiteten ville det svare til at sætte en håndfuld patriarker til at afskaffe patriarkatet. Det kan man ikke forvente, at der kommer noget banebrydende ud af. Det er måske en del af forklaringen på, at der i dag kun er én kvindelige CEO i C-20 på trods af, at de seneste 10 år har været præget af diverse politiske indgreb og en overflod af gode hensigtserklæringer.

Ser vi på udviklingen i USA er det ikke tilfældigt, at de seneste års fremskridt inden for moderne ledelse og udvikling af nye, rummelige arbejdsmiljøer- og politikker kommer fra virksomheder inden for IT-branchen og de sociale medier, som f.eks. Google, Facebook og Netflix. De styres af relativt unge mennesker og fremdriftige iværksættere, der har gjort innovation og nytænkning til deres varemærke.

Det kunne vi godt bruge lidt mere af i Danmark, især når det gælder om at få flere kvinder op i de øverste lederstillinger. Men, når der er underskud af progressiv ledelse på området, hvordan kommer vi så videre? Vi har jo ikke råd til at vente op til 10 – 20 år, hvor en del af de fremtrædende danske topchefer langt om længe går på pension.

Jeg tror, at vi som udgangspunkt bliver nødt til at erkende, at vi er vidner til et kæmpe ledelsesmæssigt svigt, for så vidt angår flere kvinder i ledelser. Der bliver ganske enkelt ikke leveret på bundlinjen. Det er utilfredsstillende når topcheferne i C-20 virksomhederne tror, at de kan komme af sted med at løse problemet ved at udpege én til to kvinder i bestyrelserne, hvorefter de kan beskæftige sig med andre vigtigere ting.

Det kan gøres bedre. Derfor ligger der, mere end nogen sinde, et ansvar blandt virksomhedernes aktionærer og stakeholders, om at stille krav til en mere visionær og handlekraftig ledelse på området.

10 responses to “Har Ole Andersen og Michael Pram Rasmussen m.fl. dét der skal til for at bane vejen for flere kvindelige topledere i dansk erhvervsliv?

  1. Et langt stykke af vejen er jeg enig. Men, men…
    Kvinder glemmer alt for ofte, at det er kvinder der opdrager børnene – og det gælder især deres små drenge. Som en kvinde skrev i en kronik i Politiken for ganske nylig: Jeg elsker min datter med hjernen, men min søn med hjertet.
    I kvinder er jeres egen værste fjender – også når det gælder opdragelsen af jeres børn. Jeres børn SKAL vinde over alle de andre, så de kan fuldkommengøre jeres rolle som mødre. Kun gennem dem, især drengene, er I fuldkomne.
    Set i det perspektiv er I jo nogle stakler, der ikke kan realisere sig selv. Stakkels jer:-(
    Venlig hilsen
    Niels

    1. Kære Niels Tørnquist,

      Mener du virkeligt, at kvinderne selv er skyld i, at vores samfund er så patriarkalsk som det er? Ja, der er mange kvinder der har et forkvaklet forhold til deres sønner, men der er lige så mange eksempler på autoritære fædre, der ødelægger deres sønner. Dine argumenter holder ikke helt.

      MVH
      Nicole Andersson

  2. For mange danske erhvervskvinder handler denne diskussion slet ikke om ligestilling, men derimod ønsket om at få særbehandling. Til trods for, at der ikke er indført bindende kvoter i Danmark, udpeges der løbende kvinder til bestyrelser i store danske virksomheder, selvom mange af dem ikke har de kvalifikationer (typisk ledererfaring fra øverste hylde), som de mandlige bestyrelseskollegaer besidder.

    Kvinderne ved naturligvis godt, at der allerede nu snakkes lidt om dette fænomen i krogene, så næste trin i processen er at få “normaliseret” adgangsvejen ved at få presset flere kvinder ind i direktionslokalerne. Dette skal dog også helst ske via særbehandling, da det er de færreste kvinder (og for den sags skyld heller ikke særligt mange mænd), der gider arbejde 24/7 i 10-15 år for måske at blive tilbudt en af de eftertragtede direktionsstillinger i en stor dansk virksomhed.

    1. Kære Lars Rasmussen,

      Der er ikke tale om særbehandling når man forsøger at rette op på et arbejdsmarkedet der for det meste er skruet sammen til fordel for mænd. Hvad er der galt i at fremme lige muligheder for både mænd og kvinder?

      MVH
      Nicole Andersson

  3. Symptomatisk at de første 2 indlæg i debatten om flere kvinder i topledelse og bestyrelser er skrevet af mænd der bekræfter myterne om hvorfor der er så få kvinder i bestyrelserne: kvinderne er de primære børneopdragere, de vil i virkeligheden ikke magten og kampen for at få den etc.
    Virkeligheden er at der er ligestilling i mange unge familier i forhold til børn og husarbejde, mange yngre kvinder er ambitiøse, men holdes ude/nede af de nålestribede, slipseklædte ældre mænd. Rip, rap og rup er ikke afskaffet.

    Lad os håbe at forårets generalforsamlinger viser at virksomhederne er ved at få øjnene op for at kvinder i ledelse kan bidrage med nogle potentialer som de nålestribede ikke besidder.

    Karen Conrad

  4. “Jeg ønskede selv at blive leder, men jeg blev aldrig spurgt.”
    Nej – de unge løver blev heller aldrig spurgt. De sparkede selv døren ind til chefens kontor og tilbød sig. Normalt har de vat i ørerne og hører slet ikke, når der bliver sagt ‘nej.’
    Når kvinder lærer samme brutalitet, så står dørene åbne.

    1. Kære Torben Pedersen,

      I modsætning til, hvad mange tror, viser undersøgelser, at mange unge løver rent faktisk bliver prikket på skuldrene ifbm. karrierespring. Ville det ikke være en god idé, hvis man også begyndte at prikke de unge kvinder på skuldrene? Du har dog en pointe, når du skriver, at kvinderne kan blive bedre til at føre sig mere frem på arbejdspladsen og vise, at de har ambitionerne. Det er dog lidt svært, når samfundet har opdraget os til at være ydmyge og ikke “støje” for meget.

      MVH
      Nicole Andersson

  5. Ad den pensionerede kvindelig FLS-ingeniørs oplevelse, som mener jeg at kunne huske, at FLS havde en kvindelig topchef (CEO) i en (meget) kort periode.

  6. Hvis danske kvinder droppede offerrollen og al deres ammestuesnak om dæmoniske mænd i nålestribede habitter, glasloftet, Rip, Rap og Rub-effekten m.v., vil de lige så stille opnå de positioner, som deres talent og arbejdsindsats i øvrigt burde tilsige.

    Alternativt kan de jo starte deres egne virksomheder, så vi alle (dvs os reaktionære mænd) kan se, hvad det er for nogle særlige kompetencer, der åbenbart ikke bliver udfoldet tilstrækkeligt i større danske virksomheder.

  7. Problemet med at starte selvstændige virksomheder er præcist det sammen som at få tilbudt interessante jobs. Kvinder bliver bare ikke regnet for lige så gode som mænd. Så af egen erfaring ved jeg, at det er lige så meget op af bakke – hvis ikke mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *