DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går

I påskeferien bragte Berlingske Tidende et interview med DI’s direktør, Karsten Dybvad, der præsenterede DI’s forslag til en ny globaliseringspulje. Formålet med puljen, som op til 2025 skal udgøre 20 mia. kr. årligt, er at sætte gang i investeringer i forskning, uddannelse og digitalisering for at ruste dansk økonomi til de udfordringer som den nye robotteknologi vil føre med sig.

Karsten Dybvad sagde bl.a.:

”Vi er alle sammen udfordret, og vi risikerer at komme for sent, så vi ikke når at gribe de muligheder, der ligger i den digitale udvikling. I USA har en alt for stor del af den amerikanske arbejdsstyrke ikke oplevet nogen velstandsstigning. Efter at de er blevet fyret fra en fabrik, står de uden uddannelse og uden mulighed for videreuddannelse. Det skal vi undgå, derfor foreslår vi det her.”

Jeg synes at det er overordentligt positivt, at DI åbent erkender, at den nye robotteknologi kan medføre et kæmpe tab af arbejdspladser i Danmark, hvis der ikke handles ansvarligt i tide. Det er godt med ærlig snak. Det er også godt, at DI peger på de rigtige løsningsmodeller, i form af mere uddannelse og forskning som vejen frem.

Problemet opstår når talen falder på, hvem der skal betale regningen.

I DI’s finansieringsmodel skal pengene hives ind ved en omprioritering af de eksisterende offentlige midler. Nedskæringer i udgifter til førtidspensioner, en omlægning af SU’en på kandidatdelen til lån (vil det øge andelen af højt kvalificeret arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger?), en hurtigere indfasning af forhøjelsen af pensionsalderen og besparelser på 10. klasse.

Med andre ord lægges omkostningerne ved investeringer i strukturelle tilpasninger hovedsageligt over på lønmodtagerne, ved bl.a. velfærdsforringelser og krav om længere tid på arbejdsmarkedet. Selv bidrager erhvervslivet ikke med en pind til finansieringen – udover gode ideer. En ligelig fordeling af samfundsansvarets byrder? Nej, vel.

Nu havde jeg heller ikke lige frem forestillet mig, at DI ville foreslå en stigning i selskabsskatten for at udvise mere direkte samfundsansvar, men det hænger ganske enkelt ikke sammen, at det offentlige, alene, og via besparelser, skal bære merudgifterne ved omstruktureringer som følge af robotteknologi. Og i særdeleshed ikke, når vi tager i betragtning, at det er erhvervslivet der primært kommer til at tjene styrtende med penge som følge af den nye robotteknologi ved bl.a. produktivitetsstigninger og gennemgribende effektiviseringer og omkostningsreduktioner. Med de foreslåede skattelettelser som DI giver erhvervslivet i 2025-planen, kan DI’s udspil meget vel ende med at øge uligheden i samfundet.

http://bestwomen.blogs.business.dk/2017/03/13/selvfoelgelig-skal-vi-have-skat-paa-robotter/

DI’s udspil er derved ikke i tråd med de nye globale tendenser inden for ”inclusive capitalism”, som opfordrer virksomheder til at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe social og økonomisk ulighed ved at bidrage til samfundsudviklingen ved bl.a. etiske investeringer med et langsigtet perspektiv. I et interview i Bloomberg i december 2016 udtalte Lynn Forester de Rothschild, der er grundlægger af den inklusive kapitalisme, at det er virksomhedernes opgave at sørge for, at den sociale ulighed i samfundet ikke vokser ved at tage ansvar for bedre arbejdsvilkår, retfærdige lønninger osv. og at alt overskuddet ikke alene tilfalder aktionærerne, men reinvesteres i samfundet.

På den baggrund er det ikke en underdrivelse at sige, at DI’s tilgang til samfundsansvar tilhører en verden af i går.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *