Om Støjberg, stærke kvinder og hvor galt det kan gå når kvinder vil lede som mænd

”What a guy!”udråbte den amerikanske komiker, Mel Brooks, da han i et TV-show skulle svare på et spørgsmål fra et britisk publikum om, hvad han syntes om Queen Victoria.

Det var for sjov. Men i virkeligheden ligger der en dybtgående og sårende sandhed i svaret.

Kvinder har gennem tiden måtte undertrykke deres kvindelighed og tilegne sig maskuline karaktertræk, for at blive respekteret som ligeværdige ledere i patriarkatets magtcentrum.

Der er politikere, der bruger deres styrke til at bygge broer, skabe nye fællesskaber og forene mennesker. Og så er der dem, der bruger deres råstyrke til at rive ned. At opstille forhindringer. At adskille mennesker.

Dansk politik har ikke ligefrem manglet kandidater. Jeg tænker på markante og kontroversielle kvinder som Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg – bare for at nævne nogle eksempler.

Apropos Inger Støjberg, som for tiden befinder sig i orkanens øje. Hun har i sin tid som udlændinge- og integrationsminister markeret sig ved sin stejlhed og kompromisløshed i håndteringen af flygtningekrisen. Med en lovpakke i 2016, der gav vidtgående stramninger på flygtningeområdet (hvem husker ikke smykkeloven?) satte hun sin signatur som en benhård realpolitiker, der tør at gå linen ud, til kanten af loven, for at nå sit mål. Måske endda ud over kanten? Det vil tiden vise.

For nogen indgyder den slags målrettede styrke den dybest respekt – specielt når det kommer fra en kvinde i en mandsdomineret verden.

Det er til at forstå. Men er styrke altid en værdi i sig selv? For mig er det ikke. Det afgørende er, hvad man bruger sin styrke til. Der er politikere, der bruger deres styrke til at bygge broer, skabe nye fællesskaber og forene mennesker. Og så er der dem, der bruger deres råstyrke til at rive ned. At opstille forhindringer. At adskille mennesker.

Én af efterkrigstidens mest fremtrædende bulldozerkvinder, Margaret Thatcher, dedikerede hele sit politiske liv til at rive ned. Hun indledte sin karriere som minister, da hun i 1971, som en del af besparelser på undervisningsområdet, afskaffede den gratis skolemælk, der ramte fattige familier. Under sin tid som premierminister gennemførte hun omfattende privatiseringer og liberaliseringer, der på kort tid forvandlede det britiske samfund fra noget der mindede om en velfærdsstat til en minimalstat med en voksende ulighed, som vi i dag ser de alvorlige konsekvenser af.

Ja, Margaret Thatcher var en stærk kvinde, og havde i nogle år sine beundrere og politiske efternølere blandt kvindelige politikere, fordi hun fremstod som en benhård, kvindelig leder i en mandsdomineret verden.

Men hendes tid er forbi.

I Europa ser vi heldigvis i dag en ny generation af kvindelige politikere, der hviler i sig selv og deres kvindelighed. Unge politikere som bl.a. EU’s udenrigschef Federica Mogherini og Sveriges kompetente finansminister, Magdalena Andersson. Deres styrke ligger ikke i stejl bulldozeradfærd, der skal leve op til forudbestemte, maskuline værdinormer for god politisk lederskab. Deres styrke hviler i høj faglighed, intellektuel styrke, vedholdende og rolig dialog.

Det er dé værdier der indgyder respekt og anerkendelse.

4 responses to “Om Støjberg, stærke kvinder og hvor galt det kan gå når kvinder vil lede som mænd

  1. Enorm vigtig diskussion! Det er mig uforståeligt at der skal være kvoter og retningslinjer osv. for at få kvinder i topledelsespositioner, når de blot ender med at være en ekstrem mand (jf. ovenstående indlæg)
    Jeg ønsker virkelig at flere kvinder kommer i topstilling, fordi jeg mener de har noget at byde på som mænd ikke har – grundet vores natur tænker vi forskelligt og den forskellighed skal vi omfavne. Vi skal arbejde sammen for at skabe et fællesskab uden hensyn til køn, farve, overbevisning, højde eller andet. Hvorfor ansætte en kvinde som agere som en mand? Ville man ikke hellere vælge en kvinde der agere kvinde og udnytter de fordele der ligger i det?
    Jeg håber inderligt at kvoter og den slags ikke bliver til noget, vi har brug for de bedste folk – lige meget deres køn, farve, højde eller andet. Vi skal have de bedste på positionen! Kampen går lige fra mandschuvanister til feminister – og ingen af dem hjælper på at fremme en fælles linje for en bedre fremtid.

  2. En – beklager – lidt ligegyldig debat. Og jeg har KÆMPE sympati for emnet…

    Desværre så handler de her debatter om køn, og det må vi snart slippe. Hvordan skal vi tale ligestilling, så længe vi fremhæver Thatcher som en fantastisk kvindelig leder? Hun var jo ‘blot’ en fantastisk LEDER, uanset hendes køn!

    Ligestilling handler om at vi tør slippe snakken om køn. Nu.

  3. Enormt god artikel. Jeg ser den ikke, modsat andre kommentarer åbenbart :), som handlende specifikt om køn. Jeg læser den som handlende om hvordan kvinder i dette tilfælde har forsøgt at opnå slagkraft og respekt.
    Og om hvordan nogle kvinder gør det anderledes og forfatterens ros deraf.

    Personligt kan jeg sagtens relatere det til mandlig ledelse. Som tidligere expat blev jeg meget eksponeret for “styrke og dominans = godt” tankegangen som hersker endnu mere udbredt mange steder i verden. Og jeg er – som forfatteren – ikk eubetinget tilhænger (eller ubetinget modstander).

  4. Mandlige ledere er forskellige, og det er kvindelige ledere også. Og sådan må det jo være, når mennesker er forskellige. Din fremhævelse af de to kvinder, som du nævner Nicole bygger på dine egen subjektive opfattelse. Jeg er slet ikke sikker på, at det forholder sig, som du nævner. Jeg tror, at en politiker opnår sine resultater ud fra nogenlunde de samme egenskaber – uanset køn. Og sådan bør det vel også være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *