Efter Google-affæren. Hvad er den egentlige forklaring på IT- og ingeniørbranchens nedladende kvindesyn?

Så kom der endnu en sag om sexisme fra Silicon Valley. Denne gang fra Google.

James Damore, en ingeniør ansat i Google, havde i juli måned udsendt en mail, hvori han modsatte sig organisationens planer om at igangsætte en række politikker for at ansætte flere kvinder og fremme kvinder i ledende poster.  https://diversitymemo.com/

Det var ikke et rasende og følelsesladet indlæg, men et nøgternt argument for, at der hersker en biologisk årsag til den lave andel af kvinder i IT- og ingeniørbranchen. Kvinder interesserer sig for mennesker og er gode til at behage. Mænd interesserer sig for ting og fremstår selvsikre.

”These two differences in part explain why women relatively prefer jobs in social or artistic areas. More men may like coding because it requires systemizing and even within SWEs, comparatively more women work on front end, which deals with both people and aesthetics.”

Ifølge James Damore er mangfoldighedstiltagene et udtryk for en venstreorienteret, socialkonstruktivistisk tankegang der går imod menneskets sande natur og skaber uretfærdig diskriminering af mænd. Han følte, at der var behov for et oprør – på sine mandlige kollegers vegne.

I forgårs blev han så fyret – med god grund vil jeg tilføje. Googles CEO, Sundar Pitchai, udtalte, at James Damores synspunkter var i strid med Googles ”Code of conduct” som opfordrer alle ansatte ”…to do their utmost to create a workplace culture that is free of harassment, intimidation, bias and unlawful discrimination.”

Det er ikke ligefrem nogen nyhed, at IT- og ingeniørbranchen lider under en udpræget sexism og kønsdiskrimination.

Jeg synes, at Google-affæren er interessant. Ikke på grund af forargelsen over den åbenlyse kønsstereotype holdning og det nedladende kvindesyn som James Damore giver udtryk for. Lad os bare være ærlige. Det er ikke ligefrem nogen nyhed, at IT- og ingeniørbranchen lider under en udpræget sexism og kønsdiskrimination.

En undersøgelse fra 2016 udarbejdet af ”Elephant in the Valley”, en gruppe af forretningskvinder og kvindelige entreprenører i Silicon Valley, viste, at 87 % af de kvindelige ansatte har modtaget nedgørende kommentarer fra deres mandlige kolleger, 60 % har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser fra mandlige chefer og 47 % har oplevet at skulle udføre forfaldende arbejde, i modsætning til deres mandlige kolleger.

Jeg vil også mene, at der ingen ting står i James Damores mail, som vi ikke allerede har læst om utallige gange i danske aviser, ikke mindst i Berlingske Tidende, i indlæg fra frustrerede mænd der raser over tvangskvoter, mangfoldighedspolitikker, opdigtede kønsforskelle i løn, og ligebehandling.

Dét der er interessant i Google-affæren er, at vi her har et eksempel på en virksomhed, hvor ledelsen er fast besluttet på at øge mangfoldigheden og ligestillingen i organisationen men, hvor oprøret mod forandring kommer nedefra – fra mandlige medarbejdere.

På mange måder er det indbegrebet af den modstand vi oplever for mere ligestilling på arbejdsmarkedet. Modstanden mod kvoter og ligestillingspolitikker handler nemlig ikke kun om et nedladende syn på kvinder og manglende tillid til kvinders lederevner, men i lige så høj grad om frygten for øget konkurrence fra kvinder om de lukrative jobs og de høje lønninger.

James Damore er én af mange unge, ambitiøse mænd der hurtigt kan regne ud, at hvis direktionen i Google ønsker flere kvindelige ledere, bliver det alt andet lige sværere selv at score et lederjob. Hvis kvinder også skal have mere i løn, bliver der færre lønmidler at deles om.

I Aktionærforeningen Best.Women har vi flere gange oplevet samme reaktionsmønstre blandt mandlige aktionærer på de generalforsamlinger, som vi besøger. Den største modstand oplever vi fra mænd i alderen 30 – 55 år. Det er typisk karrieremænd, der føler sig truet af de voksende krav om flere kvindelige ledere i organisationerne, som de betragter som uretfærdig favorisering.

Derimod er der flere mænd i den modne alder der kan se fordele i at arbejde for øget mangfoldighed i virksomhederne ved bl.a. ligestillingspolitikker og måltal for flere kvinder i ledelser. De har gjort karriere og føler sig ikke specielt truet af kvinder, eller måske har de selv døtre som de ønsker bedre og mere retfærdige arbejdsvilkår for. Det kan man ikke bebrejde dem.

16 responses to “Efter Google-affæren. Hvad er den egentlige forklaring på IT- og ingeniørbranchens nedladende kvindesyn?

  1. Spørgsmål:

    Hvis mænd og kvinder fundamentalt har de samme egenskaber, hvor er så den kvindelige Bill Gates, Steve Jobs, Sergey Brin, Larry Page, Larry Elison, Michael Dell, Elon Musk?

  2. Tjah – den indstilling til kvinders kvalifikationer som kommer frem her kan jo være en forklaring.
    Det er ihvertfald umuligt at få succes som iværksætter, hvis ikke der er nogen, der tror på dig.

    1. @ Anne Petersen.

      OK.

      Jammen hvorfor investerer kvinder så ikke bare udelukkende i kvindelige entreprenører, hvis det hele er så uretfærdigt?

  3. Det er utroligt ærgeligt, at vi skræmmer halvdelen af menneskeheden bort fra matematik, logik og teknik, ved at fortælle dem at “det kan de ikke finde ud af”. Hjerner er bare biologiske computere, og kan hvad det skal være, hvis de får positivt feed-back. Og det er lige det der mangler.

    Der er ingen tvivl om, at mænd har mere testosteron end kvinder, og dermed er mere aggressive, men at kunne bygge indre logiske modeller handler altså mest om øvelse. Den øvelse fortsætter så kun når den understøttes af anerkendelse. Efter min mening er det der det kniber. Se bare på drenge og pigelegetøj – ynk at piger stadig programmeres til at være en vare.

    Jeg ville ønske der var mange flere kvindelige programmører, ingeniører mv. det ville være så velkomment.

  4. Der er ikke nogen nedladende holdning til kvinder i IT og Ingeniør branchen. Der er derimod en underlig idé om at arbejdspladserne skal gøres til politisk kamplads for hele kvindekampen.

    Enhver der har læst of fulgt google episoden forstår at der her er tale om shaming af en 23 årig ung mand for at have skrevet et memo til en meget lille gruppe mennesker omkring problemerne med diversitets politisk (ting som unconscious bias training).

    Hvis noget har vi fået bekræftet at diversitet kun gælder nar der er tale om de rigtige holdninger.

    1. @Thomas – nu ved jeg ikke om du arbejder i IT-branchen, men din påstand er ikke sand.
      Jeg arbejder i IT-branchen og har i de sidste 20 år. Desværre er der en utalt holdning til at kvinder & mænd ikke kan levere de samme resultater og i nogen virksomheder en nedladen behandling af kvinder.
      Har selv oplevet det.
      Er du som kvinde / pige ikke sportsfreak, blondine & ikke har det rette netværk blandt mændene, så kan du godt pakke dine ambitioner sammen – dette er sat meget på spidsen.
      Prøv at check ledergruppen i Top50 IT-virksomheder, og se hvor mange kvinder der er. Ikke ret mange, vil jeg gætte på og det er da et samfundsmæssigt problem, fordi det sender det signal til de unge at piger/kvinder ikke kan blive dygtige nok til at komme til tops.
      Vores store udfordring er, at vores arbejdsmarked & forretningsklima er meget gammeldags & konservativt – barselsordningen er et godt eksempel på dette.

  5. ligestilling starter i bunden, ikke i toppen….

    Det er klart at hvis der er sidder 1000 personer og udvikler, lad os sige 900 mænd og 100 kvinder og man skal bruge 100 ledere, så vil det ikke være sådan at det er 5,5% af de 900 mænd der er egnet og 50% af de 100 kvinder der er egnet…

    Hvis der er 50% af kvinderne der er egnede, så er der også 50% af mændene… dvs. 450 mænd og 50 kvinder…

    hvis man vælger alle 50 kvinder, men kun 50 ud af de 450 mænd, så er mændene blevet forfordelt på baggrund af køn

    ps. lad os nu være ærlige, feministerne har intet imod at kvalificerede mænd bliver forfordelt for at nå et landsgennemsnit på 50/50 (eller endnu bedre, 80% kvinder 20% mænd

  6. I gamle dage talte man meget om “Sindelagskontrol”.
    Mon ikke denne temmelig spektakulære happening er et flot eksempel på dette fænomen – og en glimrende lejlighed for Google til en kende bombastisk at demonstre deres politisk korrekte (eller måske lidt asymetriske) fordomsfrihed.
    Sorry, men ikke megen respekt fra min side – nok mere frygt for udviklingen i forståelsen af ytringsfrihed…

  7. Det som Google fandt uacceptabelt, var at den pågældende medarbejdere hævdede at den ringe repræsentation af kvinder i Tech i USA skyldte biologiske forskelle.
    Det er simpelthen vrøvl, for hvordan skal man ellers forklare at 42% af undergratuate i tech i Indien er kvinder mod kun 18% i USA. Så store biologiske forskelle er der ikke mellem kvinderne i de to lande. Der var også mange kvinder i computeralderens første tid. Og så meget ændrer biologien sig ikke over 1-2 generationer.
    Så er vi tilbage til det kulturelle og spørgsmålet bag blogindlægget. Hvorfor har kvinder ikke lyst til at arbejde med Tech? Og hvorfor er der så stort fragang blandt dem, der endelig kommer igang i Tech-branchen?
    Man skal heller ikke overse, at der også er mange mænd, der føler sig frastødt af miljøet i Tech-branchen. Som kunne være blevet en stor gevinst for branchen.

    1. Hej Anne

      Du forsimpler biologiske og kulturelle forskelle.

      mænd og kvinder er bare ikke ens. Der har altid været en stor forskel på mænd og kvinders interesse på teknologiske og sociale fagområder. Dermed ikke sagt at den ene halvdel er BEDRE end den anden, blot at interessen er anderledes

      Kultur kan naturligvis også påvirke, og specielt i indien, der har tech branchen været en nem vej ud af ekstrem fattigdom og IT branchen har bragt stor velstand til indiens middelklasse…. Dermed er det blevet et statussymbol at arbejde med tech…
      Heldigvis har mændene i teknologi branchen ikke noget imod flere kvinder i branchen, derfor har der ingen forhindringer været og kvinderne har kunne vælte ind…

      Jeg synes det er ærgeligt at du benytter en statistik omkring indien som har en helt unik braggrundshistorie, som bevis på at det er tech mændene i USA der er noget galt med…

      Nej i USA der har tech bare ikke samme STATUS… og kvinderne har ikke haft samme BEHOV… Derfor er kvinderne i USA mere mod biologien end kulturen…

      og lad mig understrege. KVINDER og MÆND KAN være lige gode til teknik.. Men det kræver interessen er lige stor…

      Det er skræmmende at feminister vil have forfordelt mænd…. Det er sgu da direkte Rasmus modsat af hvad kvinde kampen går på… nemlig lige rettigheder mellem kønnene… Blandt andet derfor finder du mange mænd som følger sig truet af kvindekampen. for hvis der står 900 mænd og 100 kvinder over for hinanden tiol 100 ledende poster, så vil feministerne have 50% kvinder og 50% mænd… Det er ikke ligestilling…

      ligestilling, det er når individet ikke bliver vurderet på baggrund af om der er tissemænd eller tissekoner…. Men derimod på kvalifikationer

      Hvis vi tog en børnehave med 18 kvinder ansat og 2 mænd… der skulle bruges 2 ledere. hvad ville feministerne sige til at der skulle vælges minimum 1 mand, til ledelsen uagtet kvalifikationer???

  8. Et tåbeligt indlæg. Sexismen står bloggeren selv for.
    At mænd føler sig truet af kvinder og reagerer følelsesmæssigt på deres succes – mit Bullshit-meter slår max ud.
    Hvis man tjekker statistikkerne i verdens frieste og rigeste lande, hvor kvinder dominerer i uddannelsessystemet og har et 100% frit valg…..vælger de endnu mere traditionelt humanistiske fag end i resten af verden.
    Hold nu op med den evindelige jammer – der er frit valg på alle hylder – kvinder i 2017 gider ikke være Madame Curie!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *