Old boys network vil stortrives med de nye regler

Begrebet ”old boys network” i toppen af dansk erhvervsliv kommer virkelig til at leve op til sit navn efter at Komitéen for god Selskabsledelse har revideret sine anbefalinger.

I de reviderede anbefalinger for god selskabsledelse, der blev offentliggjort den 14. december, er fastsættelsen af en øvre aldersgrænsen for bestyrelsesmedlemmer blevet sløjfet (pkt.3.1.4 i 2013 versionen).

I Aktionærforeningen Best.Women støtter vi fjernelsen af aldersgrænsen, fordi den er aldersdiskriminerende og ude af trit med samfundsudviklingen, men vi har tidligere understreget behovet for at erstatte punktet med en anbefaling om, at bestyrelsesmedlemmer højst kan bestride en bestyrelsespost i f.eks. 10 år.

De nye anbefalinger kan meget vel gå hen og have en negativ effekt på den fremtidige rekruttering af kvinder til bestyrelsesposterne.

Danske bestyrelser er fortsat præget af alt for mange gengangere

En stor del af udfordringen med at få flere kvinder ind i danske virksomheders bestyrelser er nemlig den, at det fortsat går alt for langsomt med at få mændene skiftet ud.

Det hjælper ikke ligefrem på situationen, hvis det nu gøres endnu nemmere for de samme mænd at blive siddende på de lukrative bestyrelsesposter i ubegrænset tid.

Hvis udviklingen skal styrkes, har vi behov for mere dynamik, nye kompetencer og større mangfoldighed i sammensætningen af bestyrelserne i danske virksomheder.

Det hjælper ikke ligefrem på situationen, hvis det nu gøres endnu nemmere for de samme mænd at blive siddende på de lukrative bestyrelsesposter i ubegrænset tid.

På trods af, at der i de seneste år er kommet flere kvinder og udlændinge ind i de største danske virksomheders bestyrelser, har kulturen ikke rykket sig væsentligt. Det er tydeligt, at rekrutteringen af bestyrelsesmedlemmerne i meget høj grad fortsat er netværks- og tillidsbaseret.

Hvem gavner de nye anbefalinger?

Jeg undrer mig over, hvis interesse Komitéen har tilgodeset ved at undlade at sætte en tidsgrænse for bestyrelsesmedlemmer.

Er det aktionærernes interesser der her bliver tilgodeset?

Det har jeg umiddelbart meget svært ved at se. Aktionærernes interesser tilgodeses bedst ved at give dem garanti for, at det ikke kun er de mest kompetente bestyrelsesmedlemmer der sidder i spidsen for virksomhederne, men også de bestyrelsesmedlemmer der evner at tilføre den nyeste ”hands-on” viden til videreudvikling af virksomhederne.

Tydeligvis er det heller ikke i kvindernes interesse. Så, hvem er det egentlig der får gavn af de nye anbefalinger?

Den eneste gruppe som jeg kan se der får gavn af de nye anbefalinger er de erhvervsbosser, der allerede i dag sidder solidt på mange af de lukrative og indflydelsesrige bestyrelsesposter i toppen af dansk erhvervsliv.

Ikke overraskende er en del af dem også repræsenteret i bestyrelsen for Komitéen for god Selskabsledelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *